Afrika

Afrika er den næststørste verdensdel med et areal på 30,3 millioner km²; det er 20% af landmasserne på jorden. Afrika er 8000 km fra nord til syd med ækvator omtrent på midten og med hav hele vejen rundt bortset fra ved Suez-kanalen i Egypten. Klimaet er tropisk omkring ækvator, og subtropisk længst mod nord og syd. Middeltemperaturen er derfor høj over hele kontinentet, men nedbørsmængde og mønster varierer meget fra regnskov til ørkenområder, fra kyst til indland, fra nord til syd. 

Kontinentet har været hårdt ramt af krig lige siden europæerne begyndte at kolonisere det. En af grundene er den måde europæerne delte koloniområderne. Grænserne blev trukket "med lineal" ved Berlinkonferencen fra 1884 til 1885 uden hensyn til naturlige og traditionelle grænser. I mange tilfælde førte dette til, at hele folk og stammer blev splittet mellem to eller flere lande, og i andre tilfælde førte det til, at to eller flere folk, som i generationer havde ligget i strid med hinanden, havnede i samme land.